Sundhedsflodbølgen.

Til den samtale hvor jeg fik min brystkræftdiagnose, spurgte min bror, om der var noget, man kunne gøre selv i forhold til f.eks. kost og motion. Både kirurgen og sygeplejersken rystede på hovedet og sagde, at det selvfølgelig altid er godt at leve sundt og varieret, men at jeg ellers skulle gå hjem og leve, som jeg plejede.

Jeg gik hjem og lavede mit liv radikalt om. Jeg pløjede mig igennem bøger om egne indsatsmuligher, og for hver dag kunne jeg tilføje et nyt kosttilskud, endnu et motionsprogram eller alternativ behandlingsform, der skulle være specielt velegnet, og samtidig kunne jeg skrotte endnu en bandlyst fødevare. Det gik altsammen mægtig godt, indtil jeg nåede til vigtigheden af diverse afslapningsprogrammer og erfarede, at jeg ikke længere var i stand til at stresse af, fordi jeg konstant løb forvildet rundt og rev mig i håret i panik over, at der var noget mere, som jeg burde have gjort. Og det var jo ganske forfærdeligt, for nu havde jeg jo lige læst en masse om, hvor skadeligt stress er. Det fik mig til at køre helt op. Jeg fik en djævelsk ubehagelig følelse af, at det vil være min egen skyld, hvis jeg nogensinde får et tilbagefald. Det kunne jeg jo sikkert have undgået, hvis bare jeg havde….

Og jeg brugte simpelthen en formue på litteratur, på kosttilskud og på behandlinger. Erik Rasmussens bog: ” Den dag du får kræft “, hvor han sætter sit eget angreb ind mod kræften, var virkelig en øjenåbner. Men han brugte altså bl.a. en akupunktør, der tager 900 kr. pr. gang, og han gik der tre gange om ugen. Ofte medfører en kræftdiagnose betydelige ændringer i økonomien. Hvad med dem der ikke har råd?

Nu er det ikke fordi, jeg mener, at man bare skal lade stå til. Jeg er dødtræt af de onkologiske afdelingers standardsætning om, at man bare skal leve sundt og varieret. En del fødevarer nedstætter f.eks. østrogenniveauet i kroppen, og kosten har derfor en endog overordentlig stor betydning ved østrogenfølsom brystkræft. Jeg forsøger selv at holde mig fit ved så vidt muligt at anvende gode økologiske råvarer og dyrke motion. Og den åndelige føde er ligeså vigtig; litteraturen, studierne, avislæsningen og ikke mindst de mange debatter jeg har med andre, giver mig essentielt brændstof til hjernen. Jeg er heller ikke fortaler for den passive patientrolle. På ingen måder. Jeg er medstifter af Kræftforeningen De Aktive, hvor vi netop gør meget ud af egne indsatsmuligheder, både på det mentale og på det fysiske plan. Men vi anser det for vores fornemste opgave at navigere i kaos og holde os til ting, der er dokumentation for. Og så er det altså vigtigt at bevare solidariteten og det fælles ansvar i en tid, der med den svenske professor i socialpsykologi, Thomas Johanssons ord præges af ” et neoliberalt menneske, der ikke har nogen kollektive bånd, og som selv har ressourcer til at skabe sit eget liv “.  Og her er en vis proportionssans på sin plads. Min onkolog har f.eks. meget fint påpeget, at:

– det er uhyre vigtigt at stikke en finger i jorden og vurdere den enkeltes ressourcer, inden man opfordrer vedkommende til at blæse til revolution af eget liv.

Men selv for den mest ressourcestærke er det alternative et gråt marked. Det er nærmest umuligt for lægmand at orientere sig i denne verden. Frem for at standse de økonomiske bevillinger til forskning i alternativ behandling, burde man i høj grad støtte denne forskning. En sådan forskning, der ikke munder ud i patentering, støttes ikke af medicinalindustrien, og den har dermed trange kår.

I øjeblikket kan man knapt få ørenlyd for hylekoret af selvbestaltede og livsfarlige eksperter ud i snart sagt hvad som helst, der bl.a. opfordrer til, at forskellige essentielle næringsstoffer fjernes fuldstændigt fra kosten uden at nogen erstatning sættes i stedet- f.eks. mælkeprodukter fra børns kost!!!  Og så er der den hysteriske detox-bølge med dens til tider uhyrlige bud på, hvad der er skadeligt for kroppen. Ligesom jeg fornemmer en tendens til at hævde, at alt hvad der er naturligt, kan man bare indtage, for det er sundt og godt. Men der er altså meget stærke kræfter på spil i naturen – tænk blot på, at de fleste kemoterapeutika oprindeligt er udvundet af naturlige planter! Igen  situationer hvor jeg vil fremhæve betydningen af smagsdommere, der rent faktisk ved, hvad de selv taler om.

Men sundhedsflodbølgen ruller på alle planer. Den er ved at gå fuldstændig over gevind, og den går fantastisk godt i tråd med regeringens filosofi om en effektiv livsførelse, hvor der fokuseres på livsstilssygdomme, og hvor den enkelte i høj grad gøres ansvarlig for eget helbred. Dermed placeres der også en uhensigtsmæssig skyld for sygdomme på det enkelte individ. En tendens der breder sig, så denne usolidariske opfattelse ikke længere ” kun ” rammer rygeren og alkoholikeren. Det var nu ellers i mine øjne slemt nok.

Der skabes i højere og højere grad et samfund, der bygger på frygt. Vi ser det i høj grad i terrorlovgivningen. Men også fanatismen på sundhedsområdet fremprovokerer angst. Hvis du ikke lever et næsten perfekt og asketisk liv, vil du blive ramt af alskens fortrædeligheder – denne indstilling kan umuligt være sund!

Jeg er meget glad for brødrene Prices madprogrammer på DR2. De to brødre er til fingerspidserne gourmeter og livsnydere, der ikke lader sig skræmme fra vid og sans af en ordentlig sjat fløde i sovsen og et godt glas vin – eller to! til maden. Jeg er fuldstændig overbevist om, at         ” Pricerne ” har en bedre indflydelse på helbredet end de frelste sundhedsapostle, der truer med bål og brand.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ubekymret livsnydelse er mere befordrende for sundheden end frygtsom askese –

Slip hestene løs!

12 kommentarer to “Sundhedsflodbølgen.”

  1. Sanne Ntemi Says:

    Kære Kamilla

    Jeg synes du beskriver en meget væsentlig problemstilling. Det er en jungle at finde rundt i alle de alternative tilbud – og hvilke er de rigtige. Alle sælger deres som det eneste rigtige – og vi kræftpatienter sidder tilbage med skyldfølelsen over ikke at have gjort det rigtige, hvis (guderne må forbyde det) der skulle komme et tilbagefald.
    Jeg tror på at en sund sjæl i et sundt legeme er et godt værktøj i kampen mod kræften – og den enkelte må selvfølgelig tage ansvar for sit liv – men det er forkert og farligt at efterlade patienter med den skyldfølelse, du beskriver.
    Livet er dejligt og skal sgu nydes i fulde drag.
    Knus Sanne

  2. kamillakvam Says:

    Hej Sanne,
    Ja, dårlig samvittighed og skyldfølelse er i mine øjne direkte sundhedsnedbrydende – og der er jo ellers så meget fokus på sundhedsfremme…En sund sjæl i et sundt legeme opnås vel især igennem livsnydelse…så det håber jeg din weekend må blive fuld af!
    Knus Kamilla

  3. Sanne Ntemi (Milembe) Says:

    Kære Kamilla
    Det skal jeg gøre mit til at den bliver og ønsker det samme for dig.
    Kærligst Sanne

  4. Carina (tuttepigen) Says:

    Hørt!
    Hvis du bare viste I hvor lang tid jeg har gået og tænkt og netop dette. Overvejet om jeg skulle lægge hele min livsstil om og måske det kunne gøre en forskel. Men det er så ikke blevet til noget. Jeg er utrolig glad for mad og kan ikke forstille mig at skulle bruge resten af mine dage på at undgå at spise en masse ting. Kan lige se det for mig, uhhmmmm tofu is med spelt vaffler. Næh du en god gang italiensk is der er lavet med kærlighed. Uden tvivl har man læst at nogen er blevet helbredt på den ene eller anden måde, men jeg tror nu mere det er helt end forstand og er man disponeret for et eller andet og det ligger i DNA, så kan man spise nok så meget tofu, men man kan måske udsætte det…. hvem ved? Tror man skal ta’ alle de bøger og lign. med et gran salt.

    Kram
    Carina

  5. kamillakvam Says:

    Hej Carina,
    Ha…ha…ha…tofu is med spelt vafler!…Nej, det lyder altså ikke helt fristende!
    Kram fra Kamilla

  6. charlotteenglev Says:

    Hej Kamilla

    Som altid er du så god til at sige tingene så klogt.

    Eriks bog gjorde ingenting for mig, andet end at give mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne gøre som ham.

    Men jeg er måske et godt eksempel på, at livskvalitet forlænger livet! Jeg er et madøre (man kan da ikke lave mad uden fløde og smør..!!), har en sød tand, har været meget glad for chips og usunde ting, som sikkert slet ikke skulle være fødevarer. Jeg kan ikke motionere grundet blodprop og hjerneskade og sidst men ikke mindst jeg er ryger. Det eneste jeg ikke gør så meget er at drikke, men det er kun fordi jeg bliver for træt og ikke for at være hellig.

    Jeg har levet ganske godt i de her 7 år, længere end de fleste havde forventet.

    Men sidste sommer blev jeg forslået at få lavet en hårmineral analyse (ja nemlig… arj), fordi jeg måske kunne få nogle råd, der kunne hjælpe mig til mere energi, da jeg var meget træt. Jeg var så heldig at jeg rent faktisk havde hår på det tidspunkt. Denne analyse viste en stærkt forurenet krop, der ikke kunne håndtere hurtige kulhydrater.

    Jeg gik på benhård diæt uden mælk, sukker, pasta, hvede og ris. Alt skulle være økologisk og selvfølgelig heller ikke kunstige sødemidler, ligesom jeg i starten skulle spare på frugten, for at mit sukker indtag kunne komme i bund. Derudover sendte han mig i helsekost butik for at købe vitaminer og olier. Tror jeg spiste 30 vitaminpiller om dagen.

    Jeg havde taget 30 kg på mens jeg var på Taxotere og jeg var låst på den vægt, jeg tog hverken på eller tabte mig.

    Da jeg havde kørt den meget skarpt i omkring 2 uger, kunne jeg mærke en tydelig forskel. Jeg blev afgiftet og jeg tabte mig og tabte mig, de dage, hvor jeg kørte den 100% tabte jeg 400 g. Så på 4-5 måneder var der røget 20 kg. Det hjalp jo meget på motivationen. Men tilbagefaldet kom og det gjorde Taxol også og jeg fik madlede.

    Så nu er jeg tilbage til alt det søde og “usunde” og det var fedt i starten… men ved du hvad… det giver mig ikke så meget glæde mere.

    Min indstilling til mad ændrede sig. Mad var ikke noget, hvor jeg dagligt skulle tilfredsstille min tunge, det var brændstof til min krop.

    Så jeg tror, jeg er ved at være klar til at hoppe på vognen igen. Ikke for at blive helbredt for kræft, men for at få højnet min energi og livskvalitet.

    Det der skete, da jeg holdt op med at spise sukker til daglig, var at jeg fik et kick når jeg så fik det engang i mellem, men nu er jeg igen “immun”, så når andre kan tage et stykke chokolade for at få lidt ekstra energi, så bliver jeg bare mere træt. Men gør det alligevel.

    Nu skal vi lige til Svinkløv næste uge (onsdag til søndag), hvor vi rigtig skal hygge os. Så må jeg simpelthen tilbage til hummus, økomüesli med rismælk, smoothies med proteinpulver og masser af gulerødsjuice og vitaminer.

    Langt indlæg… men det må man godt… hehe

    Min pointe er, kvalitet er det vigtigste og sikkert det der har holdt mig i live.

    Tidligere var “usund” mad en kvalitet for mig, men jeg har ændret indstilling til mad, hvorfor kvaliteten nu for mig ligger i, at jeg giver min krop det bedste. Selvom det da også bliver en hård tur. Må håbe at vi får et par middagsinvitationer, kun for det er kun herhjemme jeg følger den strikt.

    Ha’ en dejlig weekend

    Kram

    Græsenken Charlotte
    Manden er taget på weekend til Bilbao med en god ven
    PS. Orkede ikke lige at checke for fejl, så bær over med mig, hvis der er for mange,,,🙂

  7. charlotteenglev Says:

    … Glemte lige at skrive, at mit energiniveau blev VÆSENTLIG forhøjet i den periode og jeg havde det bedre end længe.

  8. kamillakvam Says:

    Hey Græsenke,
    I har hermed en stående middagsinvitation fra os!
    Tak for dine, som altid, reflekterede ord. Og du har ret, her må man gerne tage sig tid og plads til at uddybe sine argumenter. Du ved jo, at jeg elsker at debattere og få gode indspark.
    Usunde madvarer er altså ikke nogen kvalitet for mig. Jeg går meget højt op i at bruge de bedste, mest friske og økologiske råvarer ( for mig ligger en stor del af livsnydelsen i gode råvarer ). Og jeg synes, at det er vigtigt at give sin krop det optimale brændstof – det er tankevækkende, at mange bruger flere ressourcer og penge på at vedligeholde deres bil end sig selv!
    Jeg forsøger bare at råbe vagt i gevær i forhold til det, som jeg kalder den syge sundhedsbølge. Det er den, der giver ernæringseksperter grå hår i hovedet, fordi den drives fremad af folk, der er helt og aldeles selvbestaltede, og som dybest set ingen ekspertise har, når det gælder kosten og kostens sammensætning. Og som gør større skade end gavn. F.eks tales der nu om en ny form for spiseforstyrrelse, ortoreksi: en sygelig optagethed af at leve sundt, hvor f.eks. rådet om at skære ned på sukker og fedt, vendes til et totalt forbud mod indtagelse af disse næringsstoffer. Og dermed bliver det direkte sundhedsskadeligt. Når vi så taler kræft, mener jeg, at man skal være endnu mere forsigtig med f.eks. at trække essentielle næringsstoffer ud af kosten. Ligesom nogle kosttilskud, der i laboratoriet viser sig at have kræfthæmmende effekt, viser sig at have den direkte modsatte effekt i oprenset form. Derfor mener jeg også, at det er ekstremt vigtigt, at der bliver forsket i kostens betydning i forhold til de forskellige kræftformer, så vi får noget mere konkret viden og ikke overlader markedet til tilfældige lykkejægere, der virkelig scorer kassen, bl.a. på kræftpatienter.
    Den anden ting, jeg peger på, er den – i mine øjne – uheldige tendens til at ethvert menneske gøres eneansvarlig for sig selv, og den skyld man dermed tillægges, når helbredet svigter. Det strider imod en dybt rodfæstet social indstilling hos mig. Og så mener jeg virkelig, at løftede pegefingre og truende skræmmekampagner er hæmmende for udfoldelsen af livskvalitet.
    Tjaah…nu synes jeg bare, at jeg kører i ring og gentager mig selv. Men summa summarum, så er vi enige et langt stykke hen ad vejen. Og jeg synes, der er fedt at høre, hvor stor glæde du har haft af at lægge din kost om. Der er ingen tvivl om, at dårlig kost virkelig kan dræne kroppen og psyken.
    Og så har jeg altså dyb respekt for rygeren i den her fuldstændig hysteriske anti-ryger-tid!
    Og husk nu, at I hermed er inviteret til middag i Havnelev!
    Kram fra Kamilla

  9. kamillakvam Says:

    …og så håber jeg, at jeg har fået mit hærgebord til den tid!!!…

  10. kamillakvam Says:

    Charlot! …
    Uuuups, jeg er virkelig ikke på toppen i dag – overså vist helt din pointe med, at sundhed er et relativt begreb, og at det gælder om gøre det, der giver den enkelte kvalitet – hvilket så heller ikke er givet én gang for alle, men kan ændre sig, som det har gjort for dig selv. Er jeg på nogenlunde ret kurs, eller er jeg helt ude i hampen?
    Ha’ en skøn græsenke-weekend!
    Kram Kamilla

  11. … det var nemlig min pointe.. Godt fanget!

    Men ja, føl efter hvad der er rigtigt for dig. Livskvalitet holder os i live!

    Kram
    Charlotte

  12. Hov… og det lyder da godt med den der middag der….🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: