Charlotte Englev lever videre

Det er med blødende hjerte, at jeg genoptager mine skriverier her på bloggen. Charlotte Englev er ikke længere ved bevidsthed og svæver i disse dage mellem liv og død. Hun, der altid var levende engageret i sine omgivelser og en sand mester ud i komplimenternes og anerkendelsens kunst, opfordrede mig ofte til at genoptage skriverierne her på bloggen. Det er næsten ironisk, at mit første indlæg efter længere tids pause skrives på en bidende smerte over, at Charlottes liv nu rinder ud.

Jeg besøgte Charlotte, da hun var indlagt på Riget i forbindelse med sin seneste strålebehandling. I toget på vej derind blev jeg grebet af en intens og vidunderlig følelse af, at Charlotte ikke vil komme til at lide på sin vej ud af livet. Følelsen blev naturligvis delt, og jeg tror aldrig, jeg vil glemme Charlottes blændende smil i den forbindelse. Det har brændt sig fast på min nethinde og boret sig dybt ind i min sjæl.

Da jeg så Charlotte sidste gang, gav jeg hende et digt skrevet af Bo Green Jensen. Digtet ” Den Blivende Engel ” udtrykkker noget fundamentalt, der minder mig om Charlotte. Jeg valgte det ud fra en intuitiv følelse, som jeg ikke dengang kunne forklare. Men forleden nat, hvor det for alvor gik op for mig, at Charlotte er ved at forlade os, genlæste jeg digtet, og med ét stod hvert ord lysende klart.  

Charlotte ringede til mig få dage, inden hun blev indlagt sidst. Jeg var ved at indlede et møde og skrev til hende, at jeg ville ringe til hende senere på dagen. Umiddelbart efter modtog jeg tre beskeder, der var afsendt med korte mellemrum. Beskederne bar præg af  forvirring og manglede til dels sammenhæng. Det var formentlig kun kort tid,  inden filmen knækkede for alvor, og jeg fik desværre aldrig talt med Charlotte igen. Men jeg har hendes sprudlende stemme i frisk erindring. Heldigvis fik hun lov at opleve en overvældende periode med intens lykkefølelse, inden det begyndte at gå ned ad bakke. Det fylder mig med taknemmelighed og trøst.

Det er nærmest uforståeligt, at Charlotte nu er nået ud til den yderste kant af det liv, som trods alt har mødt hende med generøsitet. Gang på gang efterlod hun døden som en opstyltet nar i kulissen. Men nu ser det altså ud til, at døden om lidt træder ind på scenen og rækker armene frem mod Charlotte. Forhåbentlig og formentlig bliver det et forsonligt møde. Charlotte har længe virket så parat,  som man nu kan blive. Jeg tror, hun for længst holdt op med at være bange for selve døden. Hendes største frygt var, at den sidste tid ville bringe lidelse. De seneste meldinger fortæller, gud være lovet, at hun sover roligt. Lad hendes drømme være fyldt af skønhed.

Søde, dejlige Charlotte – savnet føles allerede ubærligt, men du lever videre i så mange mennesker. Jeg sender mine inderligste tanker til dine nærmeste, som må gennemleve en ubegribelig sorg.

Må dine engle nu følge dig og sende dig afsted på poesiens vinger…

6 kommentarer to “Charlotte Englev lever videre”

  1. Hvor gør det godt at læse dine betragtninger om Charlotte – fantastisk hvor meget hun betyder for så mange, også for mig.

    Du kunne vel ikke opslå digtet “Den blivende engel” – det digt vil jeg meget gerne læse.

    Knus fra Annelise

  2. kamillakvam Says:

    Hej Annelise,
    Jo, det kan du tro, jeg vil. Jeg gør det i løbet af weekenden.
    Knus fra
    Kamilla

  3. Hej kamilla.

    Hvor er det et smukt digt og smukke ord om Charlotte, der desværre ikke er hos os mere.

    K.H.LONE

    • kamillakvam Says:

      Tak, Lone. Det er en ordløs aften i stearinlysets skær. Det brænder så roligt og klart, og jeg tror, det vidner om den fredfyldte afslutning, Charlottes liv fik.
      Kram fra
      Kamilla

  4. Anne Jessen Says:

    Kære Kamilla,
    I dag, præcis 2 år efter Charlottes død, har jeg for første gang læst dette indlæg. Og ja, det bringer den dag i dag tårer til mine øjne.
    Charlotte var det mest stædige menneske man kunne finde, men bestemt også den mest omsorgsfulde og kærlige søster, jeg kunne have. Hun er savnet.
    Tak for de smukke ord. Det varmer om mit hjerte, når jeg ved hun lever videre i os omkring hende. At hun har berørt os alle på sin helt egen vis.

    Hun er mit hjerne og i mit sind. Forevigt husket. Forevigt savnet❤

    Kram Anne

    • kamillakvam Says:

      Kære Anne,

      SÅ dejligt at høre fra dig!

      Ja, Charlotte var fuld af stædighed, omsorg og kærlighed. Hun var i den grad levende, og hun sidder i mig som en splint af sorg, men samtidig en styrke, som jeg kan hive frem i strid modvind. Og sådan tror jeg, at mange andre også har det.
      Charlotte fandt meningen med tilværelsen i sin betydning for andre mennesker. Man må sige, at hun opfyldte sit livsmål til overflod…

      Masser af gode tanker

      Kram Kamilla

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: