Fødselsdagstanker om liv og død

Efter min brystkræftdiagnose for lidt over to år siden er der føjet en ny dimension til det at fejre fødselsdag. Det er blevet en begivenhed præget af en sær dobbelthed. På den ene side overvældes jeg af en stærk taknemmelighed over at have livet i behold, og på den anden side hager tungsindet sig fast i mig.

Døden dukker hele tiden op i mit liv. Alt, alt for mange omkring mig er bukket under for denne nådesløse sygdom. Jeg forsøger at affinde mig med det og ligefrem finde formildende omstændigheder ved dødsfaldene. Men det holder jo ikke.

Mon Charlotte Englev virkelig var klar til at dø? Jeg tvivler. Hun lænede sig på intet tidspunkt tilbage og sagde nej til yderligere behandling. Tværtimod tog hun til sidst imod en yderst risikabel strålebehandling. Man tror måske, at man kan give slip uden at klamre sig  til livet. Men tingene forholder sig formentlig ofte anderledes, når man først står på  kanten.

De sidste nætter har jeg drømt om Birgit. Dejlige Birgit, som var frisk som en havørn, og som forvandlede Dallund slot til et festfyrværkeri af humor og fanden-i-voldsk livskraft. Otte måneder senere var hun død. Ufatteligt.

Igen det her prik på skulderen – reminderen om at tilværelsen kan ændres med ét. Der er jo ingen garanti for, at man selv hører til blandt de heldige.

Min livssituation er mildt sagt kaotisk i øjeblikket. For snart et år siden købte vi en meget stor, gammel skole. Et unikt hus. Men det skal sættes i stand. Vi har ikke fået solgt det gamle bondehus, og økonomien begynder at trække tænder ud. Jeg befinder mig i en periode med dyb tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige. Jeg ved med krystalklar sikkerhed, at  hovedindholdet i mit liv ikke skal være at sætte hus i stand. Min største frygt er efterhånden at ende i et åndeligt sløvsind med maling på hjernen. På min vej ud af livet vil jeg nok foretrække storslåede glimt fra intense rejser, store samtaler og skæve vinkler på tilværelsen, frem for et villakvarter fyldt med småtskårenhed, rudekuverter og gipsplader.  Tanken om at sidde fast i mørtel på sit dødsleje er ihvertfald så grim, at jeg tvinges til at indse, at livet ikke er noget man gør op én gang for alle – det skal revideres og gentænkes igen og igen. Det er en krævende opgave, men måske slet ikke så tosset endda…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: