Jeg opfordrer hermed alle til at følge nedenstående link og stemme på Kræftforeningen De Aktives projekt:
http://fonden.pfa.dk/hjertesager.aspx
Klik på Aktive Kræftpatienter under søjlen, Sundhed.
Genoptræningen af kræftpatienter er et forsømt, men uhyre vigtigt indsatsområde, og foreningen vil gerne yde denne støtte til så mange som muligt, så støt projektet med din stemme.
Efter min brystkræftdiagnose for lidt over to år siden er der føjet en ny dimension til det at fejre fødselsdag. Det er blevet en begivenhed præget af en sær dobbelthed. På den ene side overvældes jeg af en stærk taknemmelighed over at have livet i behold, og på den anden side hager tungsindet sig fast i mig.
Døden dukker hele tiden op i mit liv. Alt, alt for mange omkring mig er bukket under for denne nådesløse sygdom. Jeg forsøger at affinde mig med det og ligefrem finde formildende omstændigheder ved dødsfaldene. Men det holder jo ikke.
Mon Charlotte Englev virkelig var klar til at dø? Jeg tvivler. Hun lænede sig på intet tidspunkt tilbage og sagde nej til yderligere behandling. Tværtimod tog hun til sidst imod en yderst risikabel strålebehandling. Man tror måske, at man kan give slip uden at klamre sig til livet. Men tingene forholder sig formentlig ofte anderledes, når man først står på kanten.
De sidste nætter har jeg drømt om Birgit. Dejlige Birgit, som var frisk som en havørn, og som forvandlede Dallund slot til et festfyrværkeri af humor og fanden-i-voldsk livskraft. Otte måneder senere var hun død. Ufatteligt.
Igen det her prik på skulderen – reminderen om at tilværelsen kan ændres med ét. Der er jo ingen garanti for, at man selv hører til blandt de heldige.
Min livssituation er mildt sagt kaotisk i øjeblikket. For snart et år siden købte vi en meget stor, gammel skole. Et unikt hus. Men det skal sættes i stand. Vi har ikke fået solgt det gamle bondehus, og økonomien begynder at trække tænder ud. Jeg befinder mig i en periode med dyb tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige. Jeg ved med krystalklar sikkerhed, at hovedindholdet i mit liv ikke skal være at sætte hus i stand. Min største frygt er efterhånden at ende i et åndeligt sløvsind med maling på hjernen. På min vej ud af livet vil jeg nok foretrække storslåede glimt fra intense rejser, store samtaler og skæve vinkler på tilværelsen, frem for et villakvarter fyldt med småtskårenhed, rudekuverter og gipsplader. Tanken om at sidde fast i mørtel på sit dødsleje er ihvertfald så grim, at jeg tvinges til at indse, at livet ikke er noget man gør op én gang for alle – det skal revideres og gentænkes igen og igen. Det er en krævende opgave, men måske slet ikke så tosset endda…
DEN BLIVENDE ENGEL
( Fra samlingen Den Blivende Engel, Bo Green Jensen, 1982 )
Dagene er store hegn
Af billeder og lyde,
Alting taktile signaler.
Vækster og væsener
Væver en sang som
Også er i øjnene.
Stedse hos mig
Kom du først engang
I splittets flige.
Savnets dronning i
Knækkenes tid. Vi
Er kommet for at blive.
Og ingen her
Vil spørge
Om vejen frem
Til livet mere.
Den ligger
Under solen.
Kloden drejer tunge
Cirkler ind i synet.
Spire, flamme, fald
Og frost. Alt for
En ny verden nøgen
I ordets klare lys.
Noget i spildet og rejsen
Vil aldrig helt give slip.
Det er ikke noget vi leger,
Der er ikke flere slør.
Det gælder springets mening.
Og du er den blivende engel.
Krigens skred er
Stadig klart og
Enden ligger åben,
Men vi er til i
Dette rum med
Kærtegn som er våben.
gennem havernes forsoning
har dette hjerte rejst
Det er med blødende hjerte, at jeg genoptager mine skriverier her på bloggen. Charlotte Englev er ikke længere ved bevidsthed og svæver i disse dage mellem liv og død. Hun, der altid var levende engageret i sine omgivelser og en sand mester ud i komplimenternes og anerkendelsens kunst, opfordrede mig ofte til at genoptage skriverierne her på bloggen. Det er næsten ironisk, at mit første indlæg efter længere tids pause skrives på en bidende smerte over, at Charlottes liv nu rinder ud.
Jeg besøgte Charlotte, da hun var indlagt på Riget i forbindelse med sin seneste strålebehandling. I toget på vej derind blev jeg grebet af en intens og vidunderlig følelse af, at Charlotte ikke vil komme til at lide på sin vej ud af livet. Følelsen blev naturligvis delt, og jeg tror aldrig, jeg vil glemme Charlottes blændende smil i den forbindelse. Det har brændt sig fast på min nethinde og boret sig dybt ind i min sjæl.
Da jeg så Charlotte sidste gang, gav jeg hende et digt skrevet af Bo Green Jensen. Digtet ” Den Blivende Engel ” udtrykkker noget fundamentalt, der minder mig om Charlotte. Jeg valgte det ud fra en intuitiv følelse, som jeg ikke dengang kunne forklare. Men forleden nat, hvor det for alvor gik op for mig, at Charlotte er ved at forlade os, genlæste jeg digtet, og med ét stod hvert ord lysende klart.
Charlotte ringede til mig få dage, inden hun blev indlagt sidst. Jeg var ved at indlede et møde og skrev til hende, at jeg ville ringe til hende senere på dagen. Umiddelbart efter modtog jeg tre beskeder, der var afsendt med korte mellemrum. Beskederne bar præg af forvirring og manglede til dels sammenhæng. Det var formentlig kun kort tid, inden filmen knækkede for alvor, og jeg fik desværre aldrig talt med Charlotte igen. Men jeg har hendes sprudlende stemme i frisk erindring. Heldigvis fik hun lov at opleve en overvældende periode med intens lykkefølelse, inden det begyndte at gå ned ad bakke. Det fylder mig med taknemmelighed og trøst.
Det er nærmest uforståeligt, at Charlotte nu er nået ud til den yderste kant af det liv, som trods alt har mødt hende med generøsitet. Gang på gang efterlod hun døden som en opstyltet nar i kulissen. Men nu ser det altså ud til, at døden om lidt træder ind på scenen og rækker armene frem mod Charlotte. Forhåbentlig og formentlig bliver det et forsonligt møde. Charlotte har længe virket så parat, som man nu kan blive. Jeg tror, hun for længst holdt op med at være bange for selve døden. Hendes største frygt var, at den sidste tid ville bringe lidelse. De seneste meldinger fortæller, gud være lovet, at hun sover roligt. Lad hendes drømme være fyldt af skønhed.
Søde, dejlige Charlotte – savnet føles allerede ubærligt, men du lever videre i så mange mennesker. Jeg sender mine inderligste tanker til dine nærmeste, som må gennemleve en ubegribelig sorg.
Må dine engle nu følge dig og sende dig afsted på poesiens vinger…
Der er desværre ikke flere gulve, der skal brækkes i stykker i vores nye hus. Og jeg har heller ikke flere køkkener at rive ned. Genopbygningsfasen er begyndt, men jeg er ikke tunet ind på positive tanker og en opbyggelig indstilling til tilværelsen.
Rundt omkring mig ser jeg kræften forkorte livsperspektivet for de skønneste unge mennesker, og jeg er ikke til sinds at følge visse alternative behandleres opfordring om at være lydhør over for, hvad sygdommen mon vil fortælle. Den er blind, og den har intet på hjerte.
I dag styrer hverken det positives tyranni eller de akademiske studiers krav om at indtage en køligt analytisk position. Jeg befinder mig i orkanens øje, og her råder en vild og vred poesi serveret på en sprød bund af sårbarhed.
Til den samtale hvor jeg fik min brystkræftdiagnose, spurgte min bror, om der var noget, man kunne gøre selv i forhold til f.eks. kost og motion. Både kirurgen og sygeplejersken rystede på hovedet og sagde, at det selvfølgelig altid er godt at leve sundt og varieret, men at jeg ellers skulle gå hjem og leve, som jeg plejede.
Jeg gik hjem og lavede mit liv radikalt om. Jeg pløjede mig igennem bøger om egne indsatsmuligher, og for hver dag kunne jeg tilføje et nyt kosttilskud, endnu et motionsprogram eller alternativ behandlingsform, der skulle være specielt velegnet, og samtidig kunne jeg skrotte endnu en bandlyst fødevare. Det gik altsammen mægtig godt, indtil jeg nåede til vigtigheden af diverse afslapningsprogrammer og erfarede, at jeg ikke længere var i stand til at stresse af, fordi jeg konstant løb forvildet rundt og rev mig i håret i panik over, at der var noget mere, som jeg burde have gjort. Og det var jo ganske forfærdeligt, for nu havde jeg jo lige læst en masse om, hvor skadeligt stress er. Det fik mig til at køre helt op. Jeg fik en djævelsk ubehagelig følelse af, at det vil være min egen skyld, hvis jeg nogensinde får et tilbagefald. Det kunne jeg jo sikkert have undgået, hvis bare jeg havde….
Og jeg brugte simpelthen en formue på litteratur, på kosttilskud og på behandlinger. Erik Rasmussens bog: ” Den dag du får kræft “, hvor han sætter sit eget angreb ind mod kræften, var virkelig en øjenåbner. Men han brugte altså bl.a. en akupunktør, der tager 900 kr. pr. gang, og han gik der tre gange om ugen. Ofte medfører en kræftdiagnose betydelige ændringer i økonomien. Hvad med dem der ikke har råd?
Nu er det ikke fordi, jeg mener, at man bare skal lade stå til. Jeg er dødtræt af de onkologiske afdelingers standardsætning om, at man bare skal leve sundt og varieret. En del fødevarer nedstætter f.eks. østrogenniveauet i kroppen, og kosten har derfor en endog overordentlig stor betydning ved østrogenfølsom brystkræft. Jeg forsøger selv at holde mig fit ved så vidt muligt at anvende gode økologiske råvarer og dyrke motion. Og den åndelige føde er ligeså vigtig; litteraturen, studierne, avislæsningen og ikke mindst de mange debatter jeg har med andre, giver mig essentielt brændstof til hjernen. Jeg er heller ikke fortaler for den passive patientrolle. På ingen måder. Jeg er medstifter af Kræftforeningen De Aktive, hvor vi netop gør meget ud af egne indsatsmuligheder, både på det mentale og på det fysiske plan. Men vi anser det for vores fornemste opgave at navigere i kaos og holde os til ting, der er dokumentation for. Og så er det altså vigtigt at bevare solidariteten og det fælles ansvar i en tid, der med den svenske professor i socialpsykologi, Thomas Johanssons ord præges af ” et neoliberalt menneske, der ikke har nogen kollektive bånd, og som selv har ressourcer til at skabe sit eget liv “. Og her er en vis proportionssans på sin plads. Min onkolog har f.eks. meget fint påpeget, at:
– det er uhyre vigtigt at stikke en finger i jorden og vurdere den enkeltes ressourcer, inden man opfordrer vedkommende til at blæse til revolution af eget liv.
Men selv for den mest ressourcestærke er det alternative et gråt marked. Det er nærmest umuligt for lægmand at orientere sig i denne verden. Frem for at standse de økonomiske bevillinger til forskning i alternativ behandling, burde man i høj grad støtte denne forskning. En sådan forskning, der ikke munder ud i patentering, støttes ikke af medicinalindustrien, og den har dermed trange kår.
I øjeblikket kan man knapt få ørenlyd for hylekoret af selvbestaltede og livsfarlige eksperter ud i snart sagt hvad som helst, der bl.a. opfordrer til, at forskellige essentielle næringsstoffer fjernes fuldstændigt fra kosten uden at nogen erstatning sættes i stedet- f.eks. mælkeprodukter fra børns kost!!! Og så er der den hysteriske detox-bølge med dens til tider uhyrlige bud på, hvad der er skadeligt for kroppen. Ligesom jeg fornemmer en tendens til at hævde, at alt hvad der er naturligt, kan man bare indtage, for det er sundt og godt. Men der er altså meget stærke kræfter på spil i naturen – tænk blot på, at de fleste kemoterapeutika oprindeligt er udvundet af naturlige planter! Igen situationer hvor jeg vil fremhæve betydningen af smagsdommere, der rent faktisk ved, hvad de selv taler om.
Men sundhedsflodbølgen ruller på alle planer. Den er ved at gå fuldstændig over gevind, og den går fantastisk godt i tråd med regeringens filosofi om en effektiv livsførelse, hvor der fokuseres på livsstilssygdomme, og hvor den enkelte i høj grad gøres ansvarlig for eget helbred. Dermed placeres der også en uhensigtsmæssig skyld for sygdomme på det enkelte individ. En tendens der breder sig, så denne usolidariske opfattelse ikke længere ” kun ” rammer rygeren og alkoholikeren. Det var nu ellers i mine øjne slemt nok.
Der skabes i højere og højere grad et samfund, der bygger på frygt. Vi ser det i høj grad i terrorlovgivningen. Men også fanatismen på sundhedsområdet fremprovokerer angst. Hvis du ikke lever et næsten perfekt og asketisk liv, vil du blive ramt af alskens fortrædeligheder – denne indstilling kan umuligt være sund!
Jeg er meget glad for brødrene Prices madprogrammer på DR2. De to brødre er til fingerspidserne gourmeter og livsnydere, der ikke lader sig skræmme fra vid og sans af en ordentlig sjat fløde i sovsen og et godt glas vin – eller to! til maden. Jeg er fuldstændig overbevist om, at ” Pricerne ” har en bedre indflydelse på helbredet end de frelste sundhedsapostle, der truer med bål og brand.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at ubekymret livsnydelse er mere befordrende for sundheden end frygtsom askese –
Slip hestene løs!
Så er det altså slut med at gå rundt og føle sig smart og med på beatet for denne gang. Da jeg kiggede mig i spejlet i morges, blev jeg hevet ned fra ” the top og the pop ” med et ordentligt brag. Det var nu ikke synet af Bedstemor And, der mødte mig. Næ…næ…det var Fætter Højben, der stirrede hensynsløst triumferende og øretæveindbydende højrøvet tilbage på mig. Jeg har ved gud aldrig set noget lignende. Nu taler vi ikke fruekrøller længere – nej, nu snakker vi brylcreme-bølger!!!
Nok hylder jeg en leg med roller, men jeg skulle dog mene, at de roller, jeg hidtil har leget med, har været en anelse mere interessante end det galleri fra Andeby, der nu trænger sig ind på mig og truer med at overtage min identitet.
Janni og jeg har tit talt om, hvor vigtigt det er, at man i parforholdet ikke låser hinanden fast i stivnede identiteter, fordi det giver meget mere krydderi, hvis man bevarer åbenheden over for hinanden. Men hvor spændende kan det lige være at falde i søvn med Bedstemor And og vågne op med Fætter Højben?!
Jeg tør sgu’ knapt at lægge mig til at sove i aften – gad vide, hvem jeg vågner op som i morgen???
Når man er i berøring med mange kræftramte, oplever man mange sorger. Men gudskelov også mange glæder.
I dag er en glædens dag!
Charlotte Englev, der over al forventning har levet i snart 7 år med en aggressiv og uhelbredelig brystkræft, fik tidligere på dagen svar på en MR-scanning af hjernen, som hun fik lavet i sidste uge:
Alle hendes 4 hjernemetastaser har vist betydelig regression, og to af dem er næsten forsvundet!!!
Da jeg talte med hende i tlf. tidligere på dagen, havde hun lige fået kemo, og havde derfor ikke kræfter til at juble højlydt eller trampe i gulvet af glæde. Den del havde jeg til gengæld ingen problemer med, og jeg fik vist hujet og skreget med så mange decibel, at den støj jeg udsendte i sig selv kunne være hovedpinefremkaldende – så det er sgu’ godt, at Charlottes hovedpiner altså skyldes bivirkninger af behandlingen og ikke vækst af metastaser.
Og jeg har altså ikke tænkt mig at få armene ned foreløbig. Jeg drikker rødvin og hyler til himlen i glæde og taknemmelighed over, hvor generøst livet også kan være. Selv Janni, der gerne vil bevare og passe så godt på alting, bærer over med, at der bliver trampet igennem på gulvet i aften.
Det er sgu’ godt, at Charlotte stadig er her. Hun beriger livet for rigtig mange mennesker, og jeg har haft meget svært ved at forlige mig med tanken om, at hun ikke skulle være i den her verden på længere sigt. Nu får vi foreløbig lov at beholde hende og den store inspiration, hun kaster af sig.
Skål for Charlotte!
Tjaaaah…hverken ukrudt eller kemokrøller forgår åbenbart så let!
Her en lille uges tid efter min konfrontation med frisøren begynder frue-krøllerne så småt at titte frem igen. De er især aktive efter en go’ søvn, hvor jeg har ligget på håret, og nu ligner jeg sgu snart igen noget, der er løgn.
Men Janni kalder mig i det mindste bedstemor med slag i, og det er da betryggende, at hun stadig mener, der er lidt fut i mig, og at jeg trods alt ikke er blevet helt sat.
Og er jeg bare halvt så sejlivet som mine kemokrøller, så er der udsigt til mange års overlevelse, og til at jeg – også rent aldersmæssigt – når bedstemorstadiet. Man må jo forsøge at se det positive i tingene….
¤ Bedstemor And
¤ En cool business-woman
¤ Ingen af delene
( Se svaret nedenfor )
Svar: Ingen af delene.
Præmie for korrekt svar: Du er udnævnt til sand ven!
Kamillakvam's Weblog 